intro kalender bestyrelsen roning kajakker klubliv indlæg klubhistorie klublove links


Klubbens historie

1923-1973

1973-1976

1977-1979

1980-1983

1984-1986

1987-1989

1990-1992

1993-1995

1996-1998

1999-2001

2002-2004

2005-2007

2008-2010

2011-2013

2014-2016

Klubresultater




I starten af 80’erne - det var dengang de valgte en fhv. skuespiller til præsident i USA, og der var rigtige isvintre, hvor man ikke kunne ro - tilbragte jeg en stor del af mine aftener med at træne i Nova.

Vi var en lille gruppe der mødtes for at tage “et par runder” inde i havnen, med intervaltræning og andet opslidende arbejde.
Formålet var selvfølgelig at blive bedre placerede i diverse kaproninger, og vi deltog da også i stort set alle de løb, som blev afholdt. Alligevel er det nok mest de sociale aspekter af klubben, der trænger sig først på, og det synes som en tid, hvor den ene fest afløste den anden.

Vi havde for eksempel en lille delegation islændinge i klubben på det tidspunkt. At de skulle være noget særligt gik allerede op for mig da en af dem, efter at have meldt sig ind i klubben og i alt roet 14 km, blev opfordret til at sidde bag i en toer til Kronborgløbet - der var vel en, som pludselig manglede sin makker.

“Det er ikke noget at snakke om, Rune”, sagde vi alle overbevisende, “du skal bare sørge for, at holde pagajen ude af vandet, når du bliver træt.”

Jeg skal sent glemme hans ansigtsudtryk, sammenknyttede hænder og blodvabler da han, efter en opslidende 5-timers tur endelig kunne lægge til ved broen i Helsingør.

Nå, det var jo ikke ropræstationerne jeg ville ind på. Nej, vore Islændinge sørgede altid for et festligt indslag ved sammenkomsterne. Som dengang en af dem ved solnedgangstid pludselig styrtede op på hegnet udenfor, for derefter at klatre op på Sejlklubbens terrasse, hvorfra den videre færd fortsatte op af Sejlklubbens tag og ikke endte før den øverste skorsten var besteget, til stor moro for de tilstedeværende, men måske ikke så populært hos vores 'overboere'.

En anden gang havde vi invaderet HK til en af deres så udmærkede fester. Her var det et kæmpe lindetræ, der skulle besejres, hvilket endte med en tur ned fra ca.10 meters højde, på hovedet vel at mærke.

Den tilkaldte ambulance blev ledsaget af en politistyrke, der skulle udrede forholdene. Vi svarede: Jo, det var altså denne her Islænding...”. “Nå, det forklarer jo alt, så er vi skredet” var betjentens udgangsreplik.

Mens vi er ved Kronborgløbet, så må man sige, det havde en lidt anden karakter dengang. Hvor der i dag er ryddet for kajakroere i Helsingør en times tid efter den sidste roer er kommet ind, så bød traditionen at vi dengang spiste og festede i Krogens bådehus. Nova var altid repræsenteret til overmål ved disse fester, hvor mange utvivlsomt har de bedste minder fra. For eksempel var det her jeg i begyndelsen af firserne fik mit heldigvis i dag lidet udbredte øgenavn “Epoxy Henry” efter jeg faldt i søvn i Krogens bådreparationsrum blandt adskillige dåser Epoxy og andre, utvivlsomt giftige, reparationsmaterialer.

Jeg var i hvert fald yderst omtåget da jeg fandt min vej op til bageren i Helsingør næste morgen.

Det samme Kronborgløb var meget succesrigt for Nova på det kaproningsmæssige plan. I starten af firserne kom der en række nye medlemmer med baggrund fra Danmarks Højskole for Legemsøvelser, unge sportstrænede mænd med svulmende overarme. Navnlig Bengt Dohlman, eller Dolle, som vi bedre kender ham, satte helt nye standarder ved at totalt misforstå ordet vintertræning. Han brillerede ved, også i sæsonen, efter at have fuldført sin træning på vandet i den berømte båd ‘Osten’ at fortsætte med styrketræning inde i vægtrummet. Helt uhørt, og vi var alle enige om, at det ikke kunne føre noget godt med sig. Men vores fordomme blev gjort til skamme, da Dolle i flot stil kom ind som nummer et til Kronborgløbet, en helt utrolig præstation af en, som blot havde roet kajak et par år.
Men så roede han altså også over 3000 km i Osten det år.

Som nævnt var vi ret ofte med til diverse kaproninger som aktive deltagere.

Nova udmærkede sig dog også ved at levere frivillig arbejdskraft i form af hjælpere til diverse stævner.
For eksempel var vi 'ældre' aktive roere vældig gode til at overbevise de nye, unge aspiranter (og de var faktisk ret unge dengang, vi havde virkelig junior medlemmer...) om at en nødvendig forudsætning for et rigt, aktivt kajakliv var, at man havde været med på Bagsværd og ligget ude på en tømmerflåde i timevis under et stævne for at holde kajakkerne på plads før starten på 500 og 1000 m løbene.

Behøver jeg at fortælle at det som sædvanlig styrtede ned ved disse lejligheder, og at der ikke var nogen, som havde nævnt overfor drengene, at de burde tage regntøj med?

En anden inspirator til frivilligt arbejde var tidligere formand Torben, som avancerede til formand for Københavns Kajakkreds, hvor han blandt meget andet var med til at arrangere det første officielle Marathon World Cup løb i Københavns Havn i 1983. Ved stævnet så man så prominente tilskuere som Mogens S, Nina, Svend og Christina. Det må også nævnes at dameklassen blev suverænt vundet af Lene Viskum, i perioder medlem af Nova og deltager i fester udenfor kaproningssæsonen.

For at gøre unge opmærksomme på kajaksporten, deltog vi dengang aktivt i Gentofte Kommunes program,
“Sjov Sommer”, hvor et par medlemmer ofrede hele og halve dage i flere uger af sommerferien. Det var sjovt om end noget anstrengende, men frem for alt gav det nogle børn en hel masse gode oplevelser, og flere meldte sig siden ind i Nova, hvor de nu er blevet en del ældre...
Vintertræningen var et kapitel for sig. Jane Fonda var kun lige kommet frem med sin aerobic, og det var ligesom ikke rigtigt slået igennem i vor klub. Alligevel var det ikke ualmindeligt med en fyldt Hal 3, som netop var blevet omdannet til sportshal.

I starten slæbte vi kasser med håndvægte og stænger ind fra garagen inden hver session, senere kom tortur-stativet til og blev flittigt brugt.

Men det de fleste nok husker med gru var de opslidende
ro-øvelser der under Jørgen Wrems kyndige ledelse blev en traditionel afslutning på programmet.

Bevæbnet med en håndvægt i hver hånd stillede vi os i en rundkreds og udførte ro-øvelser. Wrem kommanderede tempoet, og havde ydermere den fordel, at han var den eneste som vidste, hvor langt vi var i programmet. Og han stoppede som regel ikke, før alle andre end han selv måtte bukke under for mælkesyren og skrigende kaste sig til gulvet med arme så pumpede som Arnold Schwarzenegger’s.


Tour de Gudenå har altid været et ‘must’ for mange Novanesere, og 1982 var et helt specielt år for Anders og jeg. Det var endelig lykkedes mig at kvalificere mig til at komme ned i en toer med Anders, så vi stillede op i tur-klassen. Og da vi sammenlagt havde næsten 5000 km på bagen fra sæsonen lykkedes det os ikke bare at vinde, men også at skære over en halv time af rekorden. Det var vi stolte af, og samtidig imponerede det en flot ung dame fra Dragør så meget, at hun ikke lod Anders ude af syne hele vejen hjem fra Jylland - og de er forresten stadig gift.

Der var også Øresundsløbet hos Klampenborg Kano og Kajak Klub, hvor vi var meget aktive i de år, og sågar formåede at skrabe en del point hjem til Nova. Det foregår jo altid søndag morgen, og blev dengang afsluttet med en hyggelig frokost i KKKK. Selvom jeg hjalp til at score points må jeg nok desværre tilstå at jeg også har medvirket til at forhindre os i samme. Det var dengang da jeg besluttede at holde fødselsdagsfest dagen inden løbet, hvor naturligvis alle de, der skulle op og ro var inviteret med. Det gik vist lidt hårdt for sig, for da Lene og jeg næste dag slæbte os op til KKKK viste det sig, at vi var de eneste fremmødte fra Nova - alle andre var indisponible.

I de mange år, jeg har været medlem, har Nova givet mig rigtig mange gode oplevelser og kammeratskaber. En stor tak herfra, og rigtig hjertelig til lykke med den runde fødselsdag

Skrevet af Hans-Henrik Viskum