intro kalender bestyrelsen roning kajakker klubliv indlæg klubhistorie klublove links


Klubbens historie

1923-1973

1973-1976

1977-1979

1980-1983

1984-1986

1987-1989

1990-1992

1993-1995

1996-1998

1999-2001

2002-2004

2005-2007

2008-2010

2011-2013

2014-2016

Klubresultater




For små 25 år siden, fik jeg kendskab til Nova. Dengang var jeg medlem af Dragør Kajak Klub, hvor vi fik nys om at novaneserne var et folk til fest og farver og andet end blot kajakløb, hvor Nina og Dorte ellers var de seje damer i klubben.

Vi tog til nogle gode fester i Nova: kinesisk fest, julefrokost og noget med LP og Viggo’s ‘Hongo bongo stik mig en Congo (med lidt whisky)’ og novanesere kom til nytårsfest hos DKK og ikke mindst til Weserløbet, en tradition vi havde i mere end 18 år.

1987
Jeg var langt om længe blevet en ægte novaneser. Det bliver man som bekendt ikke bare sådan lige med det samme! Forgæves stillede jeg op til kampvalg for at komme i bestyrelsen sammen med Kisser. Det projekt lykkedes aldrig, lad os sige, at det var fordi min Anders allerede sad solidt plantet fra 87 som formand og dér blev han jo, som bekendt, til 1998 (og igen fra 2001-12).

Årene bar præg af at vi havde mange unge i klubben, endda flere under 18 år blandt andet brødrene Simonsen, Ulrik Skytte-P , Tobias Qvistorf og Jakob Hugod, der var meget aktive i såvel klubliv, som på ro-banerne. Tobias vandt junior-k1-kap på Mølleåen, hvor Jakob og Ulrik blev nr 2 i k2-kap og også gennemførte 120 km på Gudenåen.

Anders og jeg vandt en hel masse k1 turløb, men det sjoveste det år var faktisk sammen at vinde herre i k2 kap ved Rönneåløbet, for ved præmieoverrækkelsen undrede flere svenskere sig over den ene herres lange fletninger.

Ved samme løb blev Rørhauge nr. 2 i k1 kap. Han var Nova´s tronarving og han sled bravt i det: blev nr 2 til Kronborgløbet og nr 4 i k2 kap 10000 m med Anders ved DM på Bagsværd Sø. I 1987 roede han 5001 km! En rekord, der er svær at slå!

Nova indkøbte de nye toer-kajakker, Tirana, afløseren for Duetten, hvad vi ikke vidste var bare, at den tager mere vand ind i bølger end en kaptoer, så Amager Rundt endte for mange af os med, at vi sank på sydspidsen af Amager, fik en lang gåtur ind til Bryggen, fik mange mygge-stik og kom lidt forsinket til årets bryllup mellem Tina og den ellers inkarnerede ungkarl Søren Bagger.

Nova var i disse år den bedste klub (det har den jo altid været!) i den gamle Øresunds-kreds og vi vandt stort ved Øresundsløbet, Venskabsmatch og Hellerupmesterskaberne, hvor vi også deltog i nogle store livlige fester.

Selv om sommeren blev kold og blæsende var der meget liv i klubben og 37 deltog i begynderinstruktionen

Vi fik tildelt en ny og større garage i gården og indrettet bådeskuret mere praktisk.

I efteråret tegnede Anne nyt køkken, det vi har i dag. Bulder stod for nedrivning, Anders fandt penge, Mogens lavede vvs, Rørhauge, Iveco-Mads, Bio-Claus og Jakob Hugod satte op samtidig med at flere andre af klubbens medlemmer afholdt dart-turnering.

1988
Klubben benyttedes fra morgen til aften. Tidligst dukkede Preben Nielsen og Viggo Møller op og roede efter fælles morgenmad.

Viggo har i mange år trykt Novissimum, hvor Helle Gleie og Lotte Sehested var redaktører i 87-88 efter Søren Kuhn, Lars Viktrup og Birgit Lindbo.

For 3. gang i træk fik Anne bronze i k2-kap ved langdistance DM. Denne gang med Merethe fra Palo og vandt for 4. gang i træk k1 tur på Tour de Gudenå.

Og drengene i klubben var ret gode: Anders og Rørhauge vandt bronze ved DM k2 kap 10000 m. Anders vandt Kronborgløbet i k1 kap, hvor Jakob vandt med Martin fra Skovshoved.

Anders vandt med Flemming DM i k2tur og de blev sammen med Bo Leihof (SR), Michael Holck (Odense) udtaget til landsholdet for at ro race over Skagerrak. 135 km i havkajak. Mao fra Palo og jeg fik lov at komme med som hjælper og fotograf i en større motorbåd. Der var i det hele taget stort presseopbud, men vi så aldrig andre billeder end dem vi selv tog?!

Løbet var helt fantastisk: Skagerrak var flad den dag , solen skinnede fra Hirtshals til Kristianssand og vi sluttede på byens fineste hotel med dinner, kandelabre og gode senge, som man jo ikke er vant til, når man ellers er til kajakløb. Holdet fik forresten en tredjeplads og vandt en check på 5000 kr.

Rørhauge stillede op for ARK så Anders vandt kilometerræset hos herrerne med 3167 km. Anne vandt hos damerne og lavede klubrekord ved at blive den første over 2000 km.

En rekord som Vibeke senere slog i -92 og Anne Marie i -95.

1988 var også året hvor barmanden Ulrik Storr-Hansen forlod sin post i vores, dengang kaldet, Starrbar og Ebbe M overtog.

Starrbar var ellers blevet indviet året forinden ved en af mange improviserede fester, denne en søndag efter DM på Bagsværd, hvor vi fejrede Anders og Rørhauges 3. plads.

Af de mere vilde ting bør nævnes at vi holdt fælles nytårsaften i HK sammen med ARK, der jo er et særdeles lystigt folk, så der kan ikke berettes meget fra den fest, som ingen husker.

1989
Som sædvanlig havde vi mange hyggelige og festlige stunder
i og udenfor Nova. Vi havde i disse år større fællesskab med HK, noget som jeg håber må komme igen, for det er hyggeligt at besøge hinanden i de forskellige klubber (og de har en god sauna).

Vi var på Weseren med Dragør og ARK, HK og Esrum.

Den gamle Øresundskreds (HK, Nova, Palo, Skovshoved og Klampenborg) kom der liv i igen: Vi holdt flere møder med mad, og enedes om flere fælles arrangementer.

Til årtiers varmeste DM i Sønderborg vandt Kisser og Anne k2 tur. Anders og Flemming fra ARK vandt sølv. Anders vandt Sjællandske Mesterskaber og Vallensbæk i k1 tur, vandt med Anne mix k2 i Mariboregattaen og blev nr 2 på Kronborgløbet efter den berømte Svenning fra Silkeborg.

En rigtig hyggelig klubtur gik Saltholm Rundt. Det er en dejlig plet i Øresund, hvor sæler lå og solede sig på stenene på sydspidsen. Gad vide hvordan der bliver når Øresundsforbindelsen nu tårner sig op.

I slutningen af året startede renoveringen af klubstuen, som Ebbe M tegnede forslag til.

Inden Bio-Claus skriver videre vil jeg ønske tillykke til vores Nova med de 75 år.

Vi skal værne om vores gode klub ved ikke at glemme dens fortid, gøre en lille indsats i nutiden og glæde os over,
at den har en fremtid så længe vi blot passer på den.

Skrevet af Anne F J-S